Børnene flyttede hjemmefra, og så skulle der ske noget nyt. Efter 40 år som elektriker valgte Jens Marker i en alder af 56 at læse videre til energiteknolog for at lave endnu mere af det, han synes, er sjovt.

"Mange går i panik, når børnene flytter hjemmefra. Nogle bliver skilt, og nogle rejser måske jorden rundt. Jeg valgte at læse videre og beholde min kone," fortæller Jens Marker med et grin.

Jo længere tid, vi skal være på arbejdsmarkedet, jo vigtigere er det, at vi arbejder med noget, der gør os glade. Det kan Jens skrive under på. Han startede i lære som elektriker som 16-årig og har løbende videreudviklet sig igennem nye arbejdsopgaver og kurser. Det har især været i retningen af energioptimeringsinstallationer, han løbende har specialiseret sig, fordi det er her, hans helt store interesse ligger:

"Jeg har haft mange forskellige kurser inden for energi i forhold til optimering, automatik, motorsystemer og lys med videre, men jeg savnede at have en hel uddannelse, der samlede det hele," fortæller Jens.

Uddannelse giver adgang til de sjove opgaver

For Jens var den største motivation for at læse videre at kunne lave endnu mere af det, han synes, der interessant:

"Jeg kan lide at komme ud og snakke med folk. Kommunikation mellem mennesker; med kunder, brugere, beboere synes jeg rigtig godt om. For mig er det spændende at fejlfinde på systemer og høre om brugernes oplevelser og følge op på driften efterfølgende."

Og netop ønsket om at arbejde mere med mennesker har Jens fået opfyldt med Akademiuddannelsen (AU) i Energiteknologi, som åbnede dørene til hans nuværende arbejde i energiteamet i Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune:

"Det er for mig det det helt ideelle job, hvor jeg bruger både min erfaring som elektriker og min uddannelse som energiteknolog. Jeg kører og laver teknisk rådgivning om energioptimering, energirådgivning og teknisk support til gårdmændene på skoler og institutioner. Jeg kommer ud og taler med folk om de problemer, de oplever. Herigennem skal jeg så pege mig ind på, hvad deres problemer reelt er, og så skal jeg finde ud af, hvilke installationer der forårsager problemerne. Det er det helt perfekte job for mig. Og så har jeg en god flok kollegaer, som kan noget andet end mig, så vi supplerer hinanden rigtig godt," fortæller Jens.

Mange går i panik, når børnene flytter hjemmefra. Nogle bliver skilt, og nogle rejser måske jorden rundt. Jeg valgte at læse videre og beholde min kone.

 

Foto: Jens Marker

Barrierer for at læse videre er til at overkomme

Økonomi og familieliv er ofte de to ting, der vejer tungest i beslutningen om at skulle efteruddanne sig. Akademiuddannelser, som den Jens har taget, er uddannelser med egenbetaling, men finansieringen har for Jens ikke været noget problem. Igennem sine mange års erfaring havde han sparet nok selvvalgt efteruddannelse op til at kunne tage hele uddannelsen, og samtidig fik Jens’ virksomhed midler gennem Kompetenceudviklingsfonden, så Jens fik fuld løn under hele uddannelsen.

Når man beskæftiger med noget, man godt kan lide, som man selv har valgt, så bliver man mere positiv, og det smitter af på sine omgivelser.

 

Rent personligt har det dog været lidt af en omvæltning at læse videre efter så mange år, erkender Jens, men det er ikke noget, man skal lade sig skræmme af:

"Det har været givende at få vækket hovedet lidt. Man kan godt lære noget igen, selvom det er 40 år siden, man gik i skole. Det kræver dog, at man har lysten til at ville lave om på nogle ting og turde bryde ud af en rytme, hvor det er den samme trummerum, der kører igen og igen," siger Jens og fortsætter:

"Man skal være bevidst om, hvad man ved, og hvad man ikke ved og benytte sig af, at andre ved noget, man ikke selv ved. Alle uanset alder og erfaring kommer med viden, man kan bidrage med. Man skal ikke underkende sin egen viden, men man skal heller ikke underkende de andres, selvom man har mange års erfaring."

Opbakning fra familien med overraskende følger

Selve det at skulle til at skrive igen var dog lidt en udfordring, synes Jens:

"Jeg har i mange år kun skrevet korte beskeder på arbejdssedler, så det at lave projektopgaver var udfordrende. Heldigvis kunne jeg få hjælp fra mine børn. Da de gik i folkeskole, var det mig, der hjalp jeg dem, så nu blev rollerne byttet om."

I det hele taget har Jens beslutning om at læse videre haft en positiv indflydelse på familien:

"Min kone har været ufaglært i 37 år, men efter jeg har læst til energiteknolog, er hun også blevet inspireret til at læse videre. Hun har derfor taget en HF og læser nu som 57-årig videre til fysioterapeut. Det siger noget om, at jeg har haft det godt med at læse," fortæller Jens og afslutter:

"Når man beskæftiger med noget, man godt kan lide, som man selv har valgt, så bliver man mere positiv, og det smitter af på sine omgivelser."

Foto: Jens Marker