Det giver både mere i løn og større jobmuligheder at videreuddanne sig med akademi- og diplomkurser.

Lars Møgelvang Damgaard arbejdede som elektriker, et job han var glad for. Men han trængte også til udvikling.

Og det fik han med en efteruddannelse til Energiteknolog på KEA Kompetence. De nye kompetencer betød samtidig, at Lars Møgelvang Damgaard steg i løn.

Det var igennem Dansk Elektrikerforbund, at Lars Møgelvang Damgaard blev opmærksom på, at han kunne læse Akademiuddannelsen i Energiteknologi på deltid.

Lars Møgelvang Damgaard"Det lød interessant i forhold til grøn omstilling og energibesparelser. Og så var den deltid – med hus og børn ville det ikke hænge sammen for mig med fuldtidsstudie og SU."

Det fungerede godt for Lars Møgelvang Damgaard at studere på deltid. Undervisningen lå én dag om ugen, og han var så heldig, at hans arbejdsgiver både betalte for uddannelsen og for den dag, han var væk hver uge.

"Jeg foreslog det til en MUS-samtale, og de synes det lød fint. Min kæreste var også med på det."

Hvad har du fået ud af at tage uddannelsen?

"Jeg har fået et bredt kendskab til energioptimering, vedvarende energi, bæredygtighed osv. Uddannelsen åbnede en masse nye veje, men jeg har også stadig meget at lære. Det er en uddannelse, der giver lidt af det hele, og det har stor betydning, hvad du kommer med i forvejen. På sigt kunne jeg godt tænke mig at læse videre og specialisere mig," siger Lars Møgelvang Damgaard, som efter uddannelsen avancerede fra elektriker til energiingeniør.