I takt med den stigende digitalisering i alle dele af samfundet er mange virksomheder og organisationer fuldstændig afhængige af, at deres IT-systemer kører sikkert og beskyttet døgnet rundt. Det har skabt et øget behov, og medarbejdere med speciale i IT-sikkerhed er særdeles eftertragtede.

På KEA – København Erhvervsakademi kan du bygge ovenpå dine nuværende kompetencer og tage efteruddannelse i IT-sikkerhed på både akademi- og diplomuddannelsesniveau – begge uddannelser er tilrettelagt om aftenen, så det er muligt at studere ved siden af jobbet.

Data er det nye guld – og IT-uddannede ligeså

Datadrevne forretningsmodeller kræver, at data altid er tilgængelige. Det er kriminelle ekstremt opmærksomme på, for når data er grundlaget for en forretning, bliver det også lynhurtigt der, hvor der er penge at tjene for lyssky personer. Data kan tages som gidsel mod krav om løsepenge, og den altomfattende digitalisering gør i det hele taget virksomheder, organisationer og offentlige instanser enormt sårbare.

Behovet for formel uddannelse inden for IT-sikkerhed har aldrig været større.

Derfor tilbyder KEA uddannelse på flere forskellige niveauer. Du kan både læse IT-sikkerhed på akademiuddannelse i Informationsteknologi, men også på et væsentlig højere niveau med diplomuddannelsen i IT-sikkerhed - en uddannelse som er skræddersyet til at møde de behov, erhvervslivet efterspørger netop nu. Og du kan tage en hel uddannelse eller nøjes med at tage enkelte fagmoduler eller kurser, som passer til dine behov.

IT-sikkerhedsuddannelse på fuldtid eller deltid - og online

KEAs uddannelser indenfor IT-sikkerhed er tilrettelagt, så du både kan læse dem på deltid eller fuldtid. Derudover foregår de fleste også online, så eventuelle Corona- restriktioner er ingen hindring. Alle modulerne på deltidsuddannelserne er tilrettelagt efter normal arbejdstid, så man som studerende kan have fuldtidsjob ved siden af. Samtidig inddrages de studerendes egne virksomheder eller erfaringer i høj grad som en del af undervisningen.

"KEAs uddannelser indenfor IT-sikkerhed bygger på et teoretisk fundament, som suppleres af den praksisnære tilgang, hvor den enkelte studerendes hverdag og problemstillinger inddrages i undervisningen, så læringen bliver relevant og nærværende. Og på den måde giver undervisningen værdi for virksomheden allerede fra dag 1. Samtidig bygger de studerende et unik netværk blandt deres medstuderende, der arbejder med samme problemstillinger i andre organisationer", siger Christian Buch Iversen, der er uddannelseskonsulent for efter- og videreuddannelser inden for IT på KEA.

Diplomuddannelse der giver konkrete metoder

Nenad Ahlstrøm Dragic arbejder som Compliance Manager i BEC og læser diplomuddannelsen i IT-sikkerhed på KEA ved siden af jobbet.

"Uddannelsen har givet mig konkrete redskaber, som har været med til at konvertere nogle begreber, jeg kendte i forvejen, til håndgribelige metoder. Jeg har lært, hvilke teknikker der hjælper på forskellige typer trusler, og det er meget brugbart i mit arbejde", siger Nenad Ahlstrøm Dragic.

Han oplever, at trusselsbilledet hele tiden ændrer sig, men at uddannelsen følger med:

"Uddannelsen har klædt mig på til bedre at kunne indgå i dialog i fagligt relevante sammenhænge i mit job. Jeg arbejder i en Compliance-afdeling, hvor vi hele tiden vurderer trusselsbilledet. Vi vurderer fx den software, virksomhedens medarbejdere bruger, og om der er opstået nye sikkerhedshuller, når der f.eks. kommer en opdatering af softwaren."

Et trusselsbillede som blev væsentligt ændret under Covid19-krisen:

"Særlig når medarbejderne arbejder hjemmefra, er det med til at ændre trusselsbilledet, da afstanden til IT-afdelingen er længere, og medarbejderen fx selv forsøger at installere software, som kan udgøre en sikkerhedstrussel for virksomheden", fortæller Nenad Ahlstrøm Dragic, som sætter stor pris på undervisernes erfaring fra virkeligheden:

"Underviserne på uddannelsen har fingeren på pulsen. De har kun undervisningen som deres bijob, mens deres primære job er at arbejde professionelt med IT-sikkerhed. Det skaber en meget høj kvalitet og en undervisning med mange konkrete eksempler, og viden der er helt opdateret", siger Nenad Ahlstrøm Dragic.

Undervisere fra branchen med nyeste faglige viden

På diplomuddannelsen i IT-sikkerhed er der bl.a. ansat en dygtig underviser, som har fuldtidsjob hos Politiet, men som underviser om aftenen hos KEA.

"På den måde sikrer vi den nyeste viden, og underviseren har netop været med til at udvikle et nyt fag om Security Incident Response, som er et emne, mange virksomheder taler om for tiden", siger Christian Buch Iversen.

Karriere på flere niveauer

Det kræver ikke teknisk kendskab at starte på det grundlæggende modul i IT-sikkerhed på akademiuddannelsen i Informationsteknologi. Modulet er lavet som en indføring i IT-sikkerhed for medarbejdere, som skal arbejde sammen med de mere tekniske profiler om at sikre virksomheden.

Da IT-sikkerheden i dag er en kompleks størrelse, handler det dermed ikke kun om den rent tekniske side, men også om at have en grundlæggende forståelse for fx det trusselsbillede, der er i en moderne virksomhed.

Det betyder, at der er flere medarbejdere, der skal have en begrebsramme indenfor IT-sikkerhed, men ikke nødvendigvis selv behøver være teknisk orienterede.

På diplomuddannelsen i IT-sikkerhed er det omvendt. Her er adgangskriteriet, at de studerende kommer med et niveau, der svarer til en datamatikeruddannelse, og allerede har arbejdet professionelt med IT i nogle år. Og emnerne er mere tekniske.

Statsanerkendt uddannelse er en fordel

At tage en akademisk statsanerkendt uddannelse handler om andet end at forstå, det handler også om at kunne dokumentere færdigheder og kompetencer, samt at anvende det, du lærer på uddannelsen. Det er kompetencer, man ikke nødvendigvis får ved at tage et 3-dages privat kursus med efterfølgende certificering.

En uddannelse er noget andet, det er en læringsproces for de studerende. En proces som gør, at man kommer dybere ned i emnet:

"Evnen til at reflektere og anvende det, man lærer i undervisningen, er en grundsten i vores diplomuddannelse", siger Christian Buch Iversen og fortsætter:

"Derudover er både akademi- og diplomuddannelsen statsanerkendte og dermed kvalitetstjekkede. Uddannelserne giver også ECTS-point, hvilket gør det lettere for dig at overføre eller få godkendt din uddannelse fra Danmark til udlandet."