Mario har med efteruddannelse fået papir på det, han kan, og samtidig gjort sig mere attraktiv på jobmarkedet.

”Jeg var 52 år, talte dårligt dansk og følte mig ikke længere attraktiv på jobmarkedet”, fortæller Mario, der i januar 2018 dimitterede fra en akademiuddannelse, som han tog på deltid hos KEA Kompetence i Hellerup.

Mario er fra Portugal, og som han selv siger, ikke så god til dansk. Alligevel sprang han ud i at tage en akademiuddannelse (AU i El-installation) på deltid, ved siden af at han passede sit arbejde som installatør hos virksomheden Apleona. For han havde en drøm om at videreuddanne sig. Han troede først ikke på, at han ville kunne klare det. Men med masser af gåpåmod og med opbakning fra underviserne undervejs på uddannelsen, nåede han sit første mål og endda også mere end det.

Hvad har du fået ud af at tage efteruddannelse?

Det har givet mig mere selvtillid og motivation til de sidste år, jeg har på arbejdsmarkedet. Jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig som tekniker, og også som menneske. Det er vigtigt, man er i en tilstand, hvor man kan give noget til andre på et niveau med mere kvalitet.

Man kan diskutere, hvor vigtigt det er, med den erfaring man har, at man stadig udvikler sig, når man er nået en vis alder. Ikke kun fagligt og for at sikre sin fremtid. Men også så man kan blive ved med at have energi og være glad på sin arbejdsplads. Jeg tror, jeg har åbnet en Pandoras æske. Positivt ment. Jeg er utrolig glad for, at jeg er kommet ud af min komfortzone, og jeg har bestået mine eksamener.

Jeg er udlænding, jeg er portugiser. Jeg er kommet ud af mine vante rammer, og har ladet andre mennesker vurderere, hvor god jeg er. Det er en kæmpestor udfordring. Jeg er utrolig glad for den mulighed, jeg har haft.

Vil du anbefale andre at tage en efteruddannelse?

Jeg vil klart anbefale andre at tage en uddannelse eller nogle fag, hvis de ikke har brug for en hel uddannelse. På det arbejdsmarked vi har, bliver vi nødt til at udvikle os og gå videre. Det er ret vigtigt. Man udvikler sig utroligt meget, og man er i stand til at give lidt mere af sig selv.

Hvis man har tid og penge og overskud, så synes jeg, det er noget, jeg vil anbefale til alle.

Hvad var godt ved at tage uddannelsen hos KEA Kompetence?

Jeg synes, jeg skal rose den professionalisme og passion, som alle vores lærere havde. Jeg skal ikke nævne én – jeg vil nævne alle sammen. Der har været en tålmodighed og en passion. Der har hele tiden været en finger på pulsen fra lærerens side, hvor er vi, og hvor vil vi hen – og den passion har smittet af på os. Den har givet os alle motivation til at gå længere, end vi troede, vi kunne. Jeg synes, KEA Kompetence har støttet os hele vejen igennem.

Jeg var selv i tvivl, om jeg kunne klare det – udlænding og fremmedsprog og 52 år gammel – men der var meget fokus på at motivere hele vejen igennem og på vores udvikling. Og det synes jeg er lykkes. Jeg fik min delautorisation som el-installatør, det troede jeg aldrig, jeg skulle have klaret. Og jeg havde aldrig troet, at jeg også ville kæmpe videre og lykkes med at få den fulde autorisation også.

Hvad er dit råd til andre, hvis de står i samme situation, som du gjorde?

Folk skal ikke give op, når de har en drøm.