Vil du udvikle dine medarbejderes kompetencer? Så få effektive redskaber til at lede dem igennem lærings- og udviklingsforløb. 

Efter fagmodulet kan du lede udviklingen af dine medarbejderes kompetencer i overensstemmelse med organisationens mål. Du lærer at bruge relationer til at fremme læring og udvikling på en systematisk facon. 

Med de færdigheder, du får, står du stærkt, når du skal lede medarbejdere til at blive dygtigere eller mere alsidige på den faglige front. 

Du får et effektivt redskab i form af ledelsesinformation. Ledelsesinformation er data, som du kan bruge til at understøtte medarbejdernes kompetenceudvikling, både individuelt og i grupper. Mange lederstillinger kræver faktisk, at du kan bruge ledelsesinformation. Det er altså en færdighed, som virkelig styrker din profil. 

Gennem forløbet lærer du at facilitere relationer, som understøtter samarbejde, godt arbejdsmiljø og kvalitet. Og du bliver kvalificeret til at anvende teknologier, metoder og data til at strukturere og udvikle relationerne. 

Derudover lærer du at indgå i professionelle samtaler og relationer med medarbejdere og andre aktører. Du lærer også at forstå magt, motivation, læring og dynamik på gruppe- og individniveau.