Er du i tvivl om, hvad du skal vælge? En akademi- eller diplomuddannelse eller måske et enkelt fagmodul? Eller har du mere praktiske spørgsmål til din efteruddannelse?

Uddannelse stopper ikke nødvendigvis, når du har et eksamensbevis i hånden efter en erhvervsakademi-, bachelor- eller kandidatuddannelse.

Uddannelse er en livslang proces, og du har mulighed for at supplere dine kompetencer med en lang række efteruddannelsestilbud.

Akademi- og diplomuddannelser er efteruddannelser, som er målrettet voksne med erfaring fra arbejdsmarkedet og tilrettelagt, så du kan tage fagmoduler fra uddannelserne i fritiden, som en del af arbejdstiden eller under et ledighedsforløb.

Her kan du læse om dine uddannelsesmuligheder, alt efter om du ønsker uddannelse på et bestemt niveau, indenfor et bestemt fagområde eller tilpasset din aktuelle beskæftigelsessituation.