For lidt over et år siden var jeg i New York og spottede nogle ting i forbindelse med NRF Retails Big Show, hvor jeg havde fornøjelsen af at få en guidet tour med Retail Institute Scandinavia.

Vi oplevede nye og innovative butikskoncepter, som stadig er lige aktuelle i dag, fordi det at skabe en god oplevelse omkring et brand og få forbrugeren til at knytte sig til et brand altid vil være et brændende ønske for en hvilken som helst detailkæde.

Jeg deler koncepterne op i følgende kategorier: Lokal og økologi, oplevelse og brandtilknytning.

Lokal og økologi

Whole Foods Market, Brooklyn, er Irma - bare gange 10! Whole Foods tilbyder et kæmpe udvalg af økologiske produkter, hvor mange produkter er lokalt produceret. Indenfor næsten alle kategorier har Whole Foods lokale producenter. På taget dyrker de grøntsager, som sælges i butikken, og derved nedbringes C02-udslip netop, fordi grøntsagerne ikke skal fragtes til butikken. Hvis du er en ”Foodie”, så er Whole Foods i Brooklyn en ”must see”.

Oplevelse

Space Ninety 8 fra Urban Outfitters, Brooklyn. Urban Outfitters er ikke kun en tøjbutik. Det er også meget mere. Det er 4 etager med kunst, mode, restaurant, udstillinger med lokale designere, en frisør, kosmetik og en musikafdeling med vinylplader. Urban Outfitters prøver at skabe et univers, hvor kunderne godt kan lide at hænge ud. Urban Outfitters ved godt, at alt hvad de har i butikken, kan man købe på nettet. Men stemningen og oplevelsen kan man ikke få på nettet, og det er den ”fede oplevelse”, som Urban Outfitters prøver at skabe.

Brandtilknytning

Cadillac, Hudson Street, SoHo. Idéen med Cadillacs showroom er ikke at sælge biler, men efter besøget får jeg lyst til at købe en Cadillac. Idéen er at skabe en god oplevelse, og så ja så kan man da lige se på en bil samtidig med, at man nyder en kaffe i caféen, eller ser på kunst i galleriet eller på tøjdesign. Personalet er fantastisk og imødekommende.

Og dem, der også fortjener et besøg

Der er flere andre spændende butikker og koncepter i New York. Af dem der særligt fortjener at blive nævnt, er Nike i SoHo, SONOS 101 Greene Street, PIRCH 200 Lafayette street og Lab 50, Bond Street. Besøg dem og oplev hvorfor. HER FINDER DU EN SELF-GUIDED NYC STORE TOUR, hvor du kan opleve 29 spændende koncepter. Her skulle være nok til blive opdatere på de bedste koncepter i New York.

Omni-channel skuffede

En ting der skuffede mig en lille smule var, at jeg ikke oplevede nogle koncepter som dygtige til at integrere Omni-Channel i konceptet. Jeg tror måske Microsoft Fifth Av. Midtown eller APPLE i Brooklyn kunne være et besøg værd i forhold til Omni–Channel, men det nåede jeg desværre ikke denne gang.

Lad mig vide, hvad du tænker – har du en kommentar til artiklen, så send mig en mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.