Bliv skarp på at håndtere Building Management Systems (BMS) og moderne el-installationer i bygninger.

Efter forløbet kan du gennemgå bygninger og deres installationer for at finde mulige integrations- eller optimeringsmuligheder for Building Management Systems (BMS).

BMS kan for eksempel bruges til at overvåge og regulere en bygnings temperatur og energiforbrug via sensorer. Der er tale om centrale systemer i moderne bygninger, og dine nye færdigheder skaber således mange karrieremuligheder.

Du får redskaber til at funktionsteste ved brug af BMS og måleinstrumenter, og du lærer at forstå reguleringsteknikker samt identificere reguleringsbehov i anlæg og bygninger. Du bliver desuden klædt på til at optimere energi- og komfortfunktioner i BMS.

Du bliver i stand til at formulere funktionsbeskrivelser af BMS og funktioner i enkelte systemer. Du lærer derudover at identificere fejl samt faggrupper eller leverandører, som skal udbedre dem.

Endelig lærer du at indgå i en dialog om løsning af eventuelle problemer.

For at deltage i fagmodulet skal du være faglært elektriker med viden om installering af tekniske bygningsinstallationer. Vi forventer desuden, at du har en viden, som modsvarer, hvad du lærer på fagmodulet Bygningsautomatik systemkendskab.