Vil du bidrage til bæredygtighed i byggesektoren? Så få redskaberne til at certificere bygninger i samarbejde med andre faggrupper.

Efter forløbet kan du være med til at certificere bygninger som bæredygtige. Som en del af forløbet bliver du kvalificeret til at vurdere et byggeri ud fra sociale, økonomiske og miljømæssige perspektiver. De færdigheder, du får, styrker din faglighed på et område med stort potentiale og samfundsmæssig betydning.

Du lærer at vurdere materialer og komponenter ud fra deres bæredygtighed og totaløkonomiske egenskaber. Og du lærer at arbejde sammen med andre faggrupper. Desuden bliver du i stand til at vurdere og formidle bæredygtige tiltag overfor brugere, bygherrer og rådgivere.

Derudover lærer du at planlægge og indsamle data til Livscyklusanalyse (LCA) og totaløkonomiske beregninger (LCC), ligesom du lærer at udarbejde selve analyserne. Endelig benytter vi også lejligheden til at kigge på verdensmålene og DGNB.